Dansk UFC-atlet slår amerikaner på point efter tæt kamp

Den danske MMA-kæmper Nicolas Dalby vinder natten til søndag dansk tid en UFC-kamp mod amerikaneren Daniel Rodriguez.

Det sker ved et stævne i Las Vegas, hvor de to weltervægtkæmpere var sat som en af opvarmningskampene inden hovedkampen mellem Deiveson Figueiredo og Alex Perez.

Danskeren og amerikaneren måtte bruge alle tre runder og 15 minutter for at finde en vinder.

Undervejs havde begge kæmpere perioder med overtag.

Til sidst var det dog 36-årige Dalby, der kunne række armene i vejret, da alle tre dommere havde danskeren som sejrherre.

29-28, 29-28 og 30-27 til danskeren stod der på dommernes scorekort ved slutningen af kampen.

Amerikaneren Daniel Rodriguez kom ellers ind til stævnet med en stærk statistik på fire sejre ud af fire mulige i år – og kun et nederlag i sine alt 14 kampe.

Nu har Dalby, der også går under navnet “Lokomotivo”, føjet endnu et nederlag til statistikken.

Selv kan Dalby notere sig for en rekordliste i MMA på 19 sejre, en uafgjort, tre nederlag og to kampe, der er endt som såkaldt “no contest”.

Nicolas Dalby er i gang med en succesfuld anden periode i UFC, der står for Ultimate Fighting Championship. Danskeren vendte i 2019 tilbage efter en to år lang pause fra professionel kampsport på grund af depression.

UFC er det største og mest prestigefyldte forbund inden for Mixed Martial Arts (MMA).

/ritzau/