Kulturminister: Vi gør alt for at finde en EM-løsning

Regeringen arbejder fortsat på at finde en løsning for EM-slutrunden i håndbold for kvinder.

Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en skriftlig kommentar.

– Regeringens holdning er, at vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning. Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, og den dialog, vi har med DHF og sundhedsmyndighederne, fortsætter, siger hun.

Det er ordret det samme skriftlige svar, som Joy Mogensen gav til Ritzau torsdag.

Der har været usikkerhed om slutrunden, efter at Norge mandag trak sig som medvært for slutrunden, som efter planen skal afvikles i december.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har tilbudt at påtage sig hele værtskabet for slutrunden, men den endelige godkendelse fra regeringens covid-19-udvalg mangler.

Udvalget skal blandt andet tage stilling til, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at fordoble antallet af deltagende hold på dansk jord fra 8 til 16.

Ifølge DHF-formand Per Bertelsen er beslutningen helt ude af håndboldforbundets hænder.

– Prøv at spørge kulturministeren i stedet, for vi har intet nyt. Vi får ingen indikationer. Vi venter på det samme som de seneste mange dage. Der er intet sket, og nu har de travlt med traktorer og pis, sagde Bertelsen tidligere lørdag til B.T.

Bertelsen havde først udpeget torsdag som deadline. Dernæst fredag. Og i lørdagens interview med B.T. siger han, at forbundet på et tidspunkt bliver nødt til at “smide håndklædet” på et tidspunkt.

Hvis EM gennemføres efter planen, begynder slutrunden 3. december og slutter 20. december.

Slutrunden bliver i så fald den første med Jesper Jensen som træner for de danske håndboldkvinder.

Danmark er i gruppe med Frankrig, Montenegro og Slovenien, og tre af holdene går videre til mellemrunden.

Danmark var senest vært for EM i kvindehåndbold i 2010 med Norge som medvært. Ved den lejlighed blev Danmark nummer fire.

/ritzau/