Avis: Australian Open kan blive skubbet flere måneder

Tennisturneringen Australian Open kan blive skubbet flere måneder tilbage.

Det skriver den australske avis Herald Sun.

Den australske turnering, der traditionen tro er udset til at være den første grand slam i tenniskalenderen i 2021, kan på grund af landets coronaprotokoller blive rykket til februar eller marts.

– Jeg føler mig meget sikker på, at vi kan afvikle Australian Open i den tidlige del af næste år, siger premierminister i Victoria Daniel Andrews til avisen.

– De præcise datoer og logistikken i turneringen er endnu ikke på plads. Så snart det er på plads, vil jeg med glæde dele dem med jer.

Arrangørerne af Australian Open har ikke kommenteret på avisens artikel.

Det australske tennisforbund meddelte tidligere på ugen, at alle turneringer op til Australian Open, der efter planen skal begynde 18. januar, bliver afholdt i samme delstat, Victoria.

Tiltaget skal sikre, at spillere ikke bliver fanget i coronakarantæne mellem delstater og forskellige byer.

The Guardian skrev tidligere på ugen, at op mod 550 spillere fra hele verden og deres følge ventes at flyve mod Victorias delstatshovedstad, Melbourne, i midten af december.

Herefter skal de i to ugers karantæne, før de kan få lov at deltage i landets turneringer.

I den periode må de angiveligt kun opholde sig på hoteller og træningsbaner.

/ritzau/Reuters