Amerikansk skidronning gør comeback med en andenplads

For første gang i knap ti måneder var det amerikanske skifænomen Mikaela Shiffrin med i en World Cup-konkurrence, da de bedste kvindelige skiløbere lørdag dystede i slalom i finske Levi.

Shiffrin viste gode takter og sluttede som nummer to med en samlet tid på 1 minut og 50,29 sekunder efter de to gennemløb.

Kun Petra Vlhová fra Slovakiet var hurtigere end Shiffrin. Hun sluttede 0,18 sekunder foran amerikaneren, mens østrigeren Katharina Liensberger blev nummer tre.

Shiffrin var på vej mod sejren i den samlede World Cup i den forgangne sæson, men blev vippet af tronen, da hun efter sin fars død holdt konkurrencepause i en måned.

Da hun vendte tilbage, satte coronapandemien en stopper for resten af sæsonen, og så blev Federica Brignone kåret som vinder.

Shiffrin var ikke med i første afdeling af World Cuppen i oktober, da en rygskade forhindrede hende i at deltage.

Weekendens konkurrencer i Finlands udgør derfor amerikanerens officielle comeback, og hun havde selv lave forventninger til resultatet inden første løb.

Med andenpladser i begge gennemløb ser formen dog ud til at være genfundet, før der søndag venter endnu en slalomkonkurrence i Levi.

/ritzau/