Stopper revser Jon Dahl og Malmö: Jeg behandles som en rotte

Forsvarsspilleren Rasmus Bengtsson er utilfreds med den måde, som han er blevet behandlet på af Malmö FF og cheftræner Jon Dahl Tomasson i denne sæson.

Han mener, at både klubben og den danske træner har opført sig uærligt, når Bengtsson er forsøgt forklaret, hvorfor han er gået fra at have været en central spiller i de seneste fem sæsoner til pludselig at være i bunden af spillerhierarkiet.

Det siger den 34-årige forsvarsspiller i et langt interview med Aftonbladet.

– Jeg har ikke fået nogen forklaring fra hverken Jon eller klubben om, hvorfor jeg ikke har været udtaget til kampene. Når jeg snakker med klubben, får jeg at vide, “at du er dygtig og en af de vigtigste spillere i klubben og bla bla bla”.

– Når jeg snakker med Jon, og han er færdig med bortforklaringer og undskyldninger om, at jeg ikke er tilstrækkeligt fit, ikke i kampform eller ikke kan spille interne kampe, så siger han, at jeg træner godt og ser fin ud. Men hvorfor er jeg så 23.-mand i truppen uge ind og ud?

– Jeg er 34 år, opfostret i klubben og har haft store fremgange her. Jeg ville ønske, at jeg var behandlet med mere respekt og værdighed på mine spørgsmål om, hvorfor jeg ikke engang er med i truppen.

– Hvis klubben vil lave en foryngelseskur, så kunne de have sagt det til mig. Men de har været feje. Jeg er blevet behandlet som en rotte, siger Bengtsson til avisen.

Han medgiver, at han og Jon Dahl Tomasson længe har været et skævt match. Han giver ikke meget for danskerens evner som leder.

– Rent fodboldmæssigt har jeg ikke noget dårligt at sige. Men han har talt meget om at have respekt og vise respekt. Jeg synes ikke, at han har vist respekt over for mig, og derfor synes jeg, at hans lederskab brister, siger Bengtsson.

På et digitalt pressemøde tager Jon Dahl Tomasson kritikken med ro og siger, at han har givet Bengtsson en forklaring på, hvorfor forsvarsspilleren er havnet som reserve.

– Som menneske vil man gøre alle glade, men det kan man ikke som fodboldtræner. Vi har en rigtig god trup med mange spillere, og der vil altid være spillere, som ikke er tilfredse.

– Han blev uheldigvis skadet, og i den tid har tre konkurrenter indtaget positionen og spillet rigtig godt. Det har han fået at vide af mig. Der er ikke nogen, som er større end klubben, hverken jeg som træner eller hvem som helst andre i Malmö FF, siger Jon Dahl Tomasson ifølge TT.

Ifølge Rasmus Bengtsson var hans skade i begyndelsen af sæsonen kun kortvarig, men han forblev udeladt fra kamptruppen, da han var frisk igen. Han har kun fået spilletid i en ligakamp i 2020, og i 25 ud af 27 ligakampe har han ikke været i truppen.

Jon Dahl Tomasson blev ansat i Malmö FF i begyndelsen af året, da han forlod jobbet som assistenttræner for Danmarks daværende landstræner, Åge Hareide.

/ritzau/