Solbakken kritiserer FCK: Jeg mistede mit livsværk

Den tidligere FC København-manager Ståle Solbakken taler for første gang ud efter sin fyring i hovedstadsklubben.

Nordmanden fortæller til TV3 Sport, at han er uenig i ledelsens begrundelse for fyringen for halvanden måned siden.

– Det, der gør mig emotionel i det her, det er ikke, at jeg blev fyret. Det er en del af gamet.

– Det der gør ondt, det er, at jeg mistede et lille livsværk, siger Ståle Solbakken i en video på TV3 Sports hjemmeside.

– Jeg må få lov til at fortælle min version, fordi de fortæller en version, som, jeg mener, ikke er sand.

– De fortæller på vegne af mig, da vi blev enige om noget helt andet, det er ikke respektfuldt.

Jess Thorup har overtaget ansvaret i FCK, efter at Hjalte Bo Nørregaard i en overgang trådte til som midlertidig løsning.

/ritzau/