Vraget EM-by trods nordjyske lempelser: Løbet er kørt

Løbet er kørt for Frederikshavn som vært for dele af EM-slutrunden i kvindehåndbold, selv om en lang række restriktioner bliver lempet i Nordjylland, inden slutrunden går i gang.

Restriktionerne, der bliver lempet fra fredag, var afgørende for fravalget af Frederikshavn som EM-vært, men fravalget står ikke til at ændre.

– Det må vi acceptere, at det er sådan, det er. Desværre er løbet kørt, siger direktør i Arena Nord Per Hornum Malmberg.

– Det er rigtig godt gammeldags træls.

På gulvet i hans kontor ligger nu gaver på vej til afsendelse.

– Vi elsker jo håndbold og den slags arrangementer, og her på mit gulv står der gaver til alle de spillere, der skulle have spillet i Frederikshavn. Vi har jo strikket huer og alt muligt til dem i deres nationalfarver, og dem skal de da have.

– Men nu bliver de transporteret til Silkeborg, hvor dem, der i stedet skal spille i Herning, skal bo, siger Arena-direktøren.

Han ærgrer sig stort over udviklingen, men kan også sagtens forstå, at den ikke står til at ændre.

– Jeg baserer det på en realistisk vurdering af, at selvfølgelig har DHF i de 14 dage, der er gået, ikke siddet og ventet på, at Nordjylland ville blive lukket op, så man kunne komme til Frederikshavn alligevel.

– Selvfølgelig har de fået lukket aftaler med andre.

Per Hornum Malmberg fortæller, at han tidligere på ugen har talt med formand i Dansk Håndbold Forbund (DHF) Per Bertelsen, fordi det har ligget i kortene, at en genåbning af Nordjylland var på vej.

Men den kommer altså for sent.

– Jeg kan sagtens forstå, at DHF ikke har kunnet vente.

– Det ændrer bare ikke på, at EM-værtskabet var en unik chance for os. Og hvis ikke det her var sket med Nordjylland, havde vi formentlig stået med to puljer og en mellemrunde i Frederikshavn, og nu står vi med skægget i postkassen, siger Per Hornum Malmberg.

I stedet ser Kolding ud til at blive del af EM-slutrunden sammen med Herning, hvis Danmark ender med at overtage den hele, efter Norge har trukket sig.

Det er endnu ikke endeligt afklaret, om Danmark kan løfte hele byrden selv, og Kolding er ikke officielt meldt ud som værtsby.

Den 6. november meddelte DHF, at Frederikshavn alligevel ikke bliver medvært for det kommende EM i kvindehåndbold.

Begrundelsen var, at de danske myndigheders skærpede coronarestriktioner i Nordjylland gjorde, at det ikke var muligt at afvikle de kampe, som skulle have været spillet i Arena Nord.

EM begynder 3. december.

/ritzau/