Medier ser Jonas Wind som Hjulmands manglende EM-møtrik

Jonas Wind viste, at han er fremtidens mand for landstræner Kasper Hjulmand

Det skriver flere danske medier, efter at det danske fodboldlandshold onsdag tabte 2-4 ude til Belgien i Nations League.

– Han placerer sig fremragende og som regel der, hvor chancerne opstår.

Han er iskold foran kassen – og bruger ikke vanvittigt mange chancer på at score sine mål.

– På denne plads er der ingen tvivl om Jonas Winds langtidsholdbarhed, og der er heller ingen tvivl om, at han skal have en EM-billet til sommer, skriver Allan Olsen, Ekstra Bladets sportschef.

Wind udlignede til 1-1 og stod for en aflevering til Martin Braithwaite, som burde have resulteret i et mål til 2-1 til Danmark, men chancen blev brændt.

Hos B.T. mener fodboldredaktør Michel Wikkelsø Davidsen, at FC København-angriberen kan forbedre Hjulmands landshold.

– Han fandt med Jonas Wind den møtrik, der har manglet i Hjulmandens værksted, før Danmark kunne transformere sig fra et Åge Hareide-landshold til et med Kasper Hjulmand-smag.

– FC København-angriberen skal ikke skriges op til hverken redningsmand eller stjernespiller efter fire landskampe, men på et i forvejen stærkt kollektiv var det ham, der manglede, skriver han.

2-4-resultatet mod Belgien var Danmarks andet nederlag i den ottende kamp på under tre måneder under Hjulmand.

– Hjulmands hektiske efterår har båret frugt. Vi har set mange nye. Flere har meldt sig ind – mod Belgien var det Jonas Wind, der var min “dagens mand”. Vi har set en generel samhørighed og fine resultater med landsholdet.

– Men vi har også set, at der er et stykke til den absolutte top. Et godkendt efterår, og der er grund til at se ind i 2021, skriver Flemming Toft, fodboldkommentator på TV2 Sport.

/ritzau/