Højbjerg sætter mange flueben ud for landsholdets efterår

Fodboldlandsholdets efterår har været lovende, selv om det sluttede med et 2-4-nederlag ude til verdensetteren Belgien i onsdagens gruppefinale i Nations League.

Det siger midtbanespilleren Pierre-Emile Højbjerg på et pressemøde efter kampen. Han mener, at der er er god grund til at rose både spillertruppen og det nye landstrænerteam med Kasper Hjulmand i spidsen for et godkendt efterår.

– Vi sluttede med ti point i en A-gruppe i Nations League, og det vil sige, at vi er blandt de bedste i Europa, vi er topseedet i VM-kvalifikationen, og vi har overlevet i Nations League.

– Vi kan sætte en masse med flueben rent resultatmæssigt med de her kampe, og jeg synes, at den spillestil og dynamik, som træneren gerne vil have implementeret, er kommet til udtryk.

– Stilen passer mange af os godt, vi udvikler os godt, og der er mange, som tager ansvar for vores læring, siger midtbanespilleren.

Danmark skulle have slået Belgien for at vinde Nations League-gruppen og indløse billet til turneringens slutspil næste år.

Højbjerg medgiver, at Belgien lige nu er et bedre hold, og han er derfor opsat på at få vendt styrkeforholdet inden mødet med belgierne i næste års EM-gruppespil.

– Det er positivt, at vi kan stå nu og ikke være helt tilfredse. Vi har et lille stykke kvalitets- og erfaringsmæssigt op til Belgien.

– Jeg ville elske at have slået dem, men det må jeg vente på i seks måneder, siger Højbjerg.

Danmark har tabt to gange til Belgien i efteråret, men landstræner Kasper Hjulmand tillægger ikke nederlagene nogen stor psykologisk betydning i forhold til, at samme modstander venter igen til sommer.

– Selvfølgelig ville det have været et boost frem mod EM-kampen, hvis vi havde vundet. Men alle kampe har sit eget liv, og kampen er om seks måneder, og der kan ske meget inden det.

– Vi har VM-kvalifikationskampe inden, og vi har en ung gruppe af spillere, som kan udvikle sig imens. Vi vil gøre alt for at komme stærkere tilbage til sommer, nå vi skal møde Belgien igen.

– Men det er et kvalitetshold, som har arbejdet sammen i lang tid, og vi skal være på vores allerbedste for at kunne slå dem, siger Hjulmand.

/ritzau/