Engelsk talent er lykkelig over mål og oprejsning mod Island

20-årige Phil Foden er lykkelig over at have fået oprejsning fra et af de sværeste øjeblikke i sit liv, efter at han onsdag aften scorede to mål mod Island.

Det siger den engelske landsholdsspiller efter kampen i Nations League.

Foden scorede Englands sidste to mål i holdets 4-0 sejr i London.

Kampen var Manchester City-spillerens første for England, siden at han for to måneder siden blev sendt hjem fra landsholdslejren for at bryde holdets coronaregler.

Årsagen var, at han angiveligt mødtes med piger på holdets hotel efter det omvendte opgør i Reykjavik sammen med Manchester United-spilleren Mason Greenwood.

– Det var et af de sværeste øjeblikke i mit liv. Det er der, du har brug for, at din manager tror på dig, siger Foden efter kampen onsdag aften.

– Jeg har stor respekt for, at Gareth (Southgate, Englands manager, red.) lod mig spille i aften, og at han stolede på mig. Jeg er glad for, at jeg kunne betale ham tilbage med målene.

Declan Rice og Mason Mount – begge 21 år gamle – scorede de to andre engelske mål mod Island på Wembley.

Ifølge statistiktjenesten Opta var det første gang i 137 år, at tre spillere på 21 år eller yngre scorede i samme kamp for det engelske landshold.

Resultatet mod Island betyder, at England ender på en tredjeplads i holdets Nations League-pulje, der også tæller Danmark og Belgien.

Belgien sikrede sig onsdag aften gruppens førsteplads og avancement til turneringens playoff-fase med en 4-2 sejr hjemme over Danmark.

/ritzau/Reuters