Simone Böhme gennemlever mareridt i ungarsk klub

Tilværelsen i ungarske Siofok har udviklet sig til et mareridt for håndboldspilleren Simone Böhme.

Det fortæller hun i et interview med TV2 Sport få måneder inde i denne sæson, som har været kaotisk og budt på adskillige afgange.

I de seneste måneder har Siofok skilt sig af med to trænere samt fire spillere, som har fået deres kontrakter ophævet.

– Jeg har tænkt: Hvordan kommer jeg levende herfra?
– Det bliver gjort på en meget, meget anderledes og direkte måde, der kan være modbydelig. Og der er ikke nogen sød spillerforening, der beskytter dig.

– Eller en mor, der giver dig et kram, hvis du mangler det. Du er bare alene i lortet, og det er en kamp hver eneste dag, siger Böhme til TV2 Sport.

Siofok ligger nummer et i den bedste ungarske håndboldrække, men holdet har også tabt en del kampe. Resultaterne har ikke været gode nok ifølge klubbens ejer og præsident, Janos Fodor.

Han har på kort tid sagt farvel til Laura van der Heijden, Danick Snelder, Dinah Eckerle og Nerea Pena, hvoraf sidstnævnte er skiftet til Team Esbjerg.

Træner Bent Dahl og assistenttræner Daniel Birkelund er også blevet afskediget.

Böhme fortæller desuden, at Siofok går til grænsen for at presse spillerne med lange arbejdsdage og to-tre træninger om dagen.

– Det har været ti timer i hallen på kampdage og efter kampdage. Det har været dobbelt op på træning hver eneste dag. Nogle gange har vi trænet fem timer, og der har ikke været en eneste dag, hvor vi ikke har trænet, siger hun.

Böhme kom til Siofok i 2018 og har kontrakt med klubben frem til sommeren 2022.

Senere onsdag har den danske fløjspiller været til tasterne på Instagram, hvor hun skriver, at hun føler sig fejlciteret.

Hun benægter, at hun har haft tanker om at forlade den ungarske klub.

– Jeg ville ikke have forlænget min kontrakt tidligere, hvis jeg havde det på den måde og ønskede at komme væk, skriver hun i et opslag.

Hun bekræfter, at de har trænet meget hårdt på det seneste, men det ser hun ikke som et problem.

– Vi er nødt til at lægge meget og disciplineret arbejde i det for at opnå vores mål, skriver hun.

/ritzau/