Hjulmand tager målfattige angribere med ro

I årets syv fodboldlandskampe er det ikke lykkedes for angriberne Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite at komme på måltavlen for Danmark.

Aktuelt skadede Kasper Dolberg har heller ikke scoret for landsholdet i år, mens ligeledes skadede Andreas Cornelius har scoret en enkelt gang – i 4-0-testsejren over upåagtede Færøerne.

Før onsdagens afgørende Nations League-kamp mod Belgien ser landstræner Kasper Hjulmand afslappet på, at hans stamspillere i angrebet ikke har fået nettet til at blafre.

– Det vigtigste for mig er ikke, hvem der scorer målene. Dem, der har spillet, er en del af et hold, som har vundet kampe, og de laver et fremragende stykke arbejde, uanset hvem jeg putter på banen.

– Det er ikke kun angribernes skyld, hvis de ikke scorer. Det er noget relationelt, hvordan man får skabt muligheder for de spillere. Jeg er ikke bekymret, for vi er et godt sted, hvor vi kan vinde en A-gruppe i Nations League, og jeg synes, at vores spillere har præsteret godt, siger landstræneren.

Mod Belgien råder han også over FC København-angriberen Jonas Wind, der scorede i sidste uge i testkampen mod Sverige.

At Wind til daglig spiller i Superligaen, og Martin Braithwaite eksempelvis spiller i Barcelona, ser Hjulmand ikke som afgørende for, hvem han smider i angrebet mod Belgien.

– Jeg kigger ikke på, hvor de spiller til daglig. Jeg ser på, hvem der er bedst og kan løse den opgave, vi har. Hvis jeg gjorde noget som helst andet, så ville jeg være tosset, siger landstræneren.

I Hjulmands første seks landskampe valgte han at stille med en central angriber og to meget offensive fløje, mens han senest mod Island stillede op med Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen i en angrebsduo.

De fleste af Danmarks mål de senere år er kommet fra Christian Eriksens fødder. Den tendens har også vist sig i efteråret, hvor Eriksen har scoret fem mål i syv landskampe – fire af målene på straffespark.

Belgiens førstemålmand, Real Madrid-keeper Thibaut Courtois, opfordrer da også sine holdkammerater til at holde et godt øje på Eriksen onsdag aften, da fynboen både kan score selv eller sætte sine holdkammerater i scene.

– Vi ved, at Christian Eriksen ikke skal have for meget tid på bolden, for han har evnen til at spille bolden derhen, hvor han har lyst til.

– Han har enormt gode afleveringer, og han har også et godt skud, så vi ved, at vi skal tage os i agt for ham, men også for andre spillere, siger Courtois.

Opgøret mellem Belgien og Danmark begynder onsdag klokken 20.45.

/ritzau/