Håndboldkvinder får alligevel testkampe før EM

Danmarks kvindelandshold i håndbold får i næste uge alligevel mulighed for at pudse EM-formen af, når holdet to dage i træk skal møde Norge i testkampe i Vejle.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

Oprindeligt skulle Danmark næste onsdag rejse til Norge for at møde Frankrig, Norge og Tyskland, men turen blev aflyst, efter at Norge har trukket sig som EM-vært på grund af norske coronarestriktioner.

Nu har man stablet to testkampe på benene mod Norge 25. og 26. november, og det glæder DHF-sportschef Morten Henriksen.

– Jeg glæder mig først og fremmest på spillere og lederes vegne, der nu kan få spillet to vigtige testkampe, inden vi forhåbentligt går ind i et mesterskab om blot få dage, siger Morten Henriksen.

Danmark og Norge skulle have delt EM-værtskabet mellem sig, men efter at Norge har trukket sig som vært, arbejdes der på, at Danmark kan afvikle turneringen på egen hånd.

DHF forventer endelig afklaring senere i denne uge.

EM skal efter planen spilles fra 3. til 20. december.

Det danske landshold møder ind til samling på mandag, oplyser DHF.

/ritzau/