Formstærk russer slår Djokovic sikkert i sæsonfinalen

Verdensetteren Novak Djokovic led onsdag et af sine sjældne nederlag, da han tabte sin anden gruppekamp ved ATP Finals, der tæller sæsonens otte bedste tennisspillere.

Serberen tabte med cifrene 3-6, 3-6 til den formstærke russer Daniil Medvedev, der rangerer som nummer fire på verdensranglisten.

Medvedev, der kommer med en frisk turneringssejr fra Paris Masters, vandt også sin første kamp i gruppespillet og er dermed videre til semifinalen på lørdag uanset resultatet af den sidste gruppekamp.

Djokovic holdt serv de første tre gange, men derfra overtog Medvedev totalt styringen.

Russeren tog syv partier i træk og gik fra at være bagud 2-3 i første sæt til at vinde første sæt 6-3 og føre andet sæt med 3-0.

Djokovic virkede uden overskud, og han var ikke i nærheden af at finde et comeback frem.

Medvedev holdt sikkert serv i resten af kampen og udnyttede sin første matchbold efter 81 minutters spil.

Djokovic skal nu ud i en afgørende kamp om at nå semifinalen i den sidste gruppekamp mod tyske Alexander Zverev på fredag.

Onsdag eftermiddag kom Zverev nemlig på tavlen med en sejr over argentineren Diego Schwartzman, der nu har tabt begge sine kampe.

Det lignede en hurtig sejr til Zverev, da han førte 6-3, 3-1, men Schwartzman fightede sig tilbage og vandt andet sæt 6-4.

I tredje sæt var Zverev dog igen bedst. Han brød til 3-2 og igen til sætsejr 6-3 efter 2 timer og 13 minutters tennis.

/ritzau/