GOG taber til tysk tophold trods Jakobsens målshow

GOG’s håndboldherrer kunne ikke stille noget op, da tyske Rhein-Neckar Löwen tirsdag aften gæstede Fyn til opgøret i European League.

Trods en opløftende start på kampen og hele 14 mål fra Emil Jakobsen tabte GOG med 32-37 til Bundesligaens førerhold efter 14-19 ved pausen.

Det er stadig meget tidligt i forløbet i gruppe D, der tæller seks hold, hvoraf fire går videre. GOG har to point for tre kampe, mens det tirsdag var første kamp i gruppespillet for Rhein-Neckar Löwen.

GOG kom godt fra start, og særligt venstrefløjen Emil Jakobsen var helt ustyrlig i kampens indledning. Han scorede syv gange i det første kvarter og bar et stort ansvar for, at GOG kom foran 9-7 efter den første fjerdedel.

Også venstrebacken Simon Pytlick var godt kørende, og med sit fjerde mål bragte han GOG foran med 11-9.

Men så fulgte en god periode for Rhein-Neckar. Holdets dansker, Niclas Kirkeløkke, der har en lang fortid i GOG, scorede fire på stribe for tyskerne og reducerede til 10-11. Og snart førte udeholdet med 13-11.

Efter 25 minutter reducerede Simon Bo Andersen til 13-14 og blev den blot tredje GOG-spiller på måltavlen.

Men Rhein-Neckar havde fundet melodien, ikke mindst den franske bagspiller Romain Lagarde, der scorede seks gange i halvlegen og dermed medvirkede stærkt til, at tyskerne kunne gå til pause med føringen 19-14.

GOG’s venstreside med Emil Jakobsen og Simon Pytlick fortsatte målstimen, og de tegnede sig sammen for 18 af fynboernes første 19 mål. Det rakte dog ikke til at hale ind på tyskerne, der bragte sig foran med syv mål i samme periode.

Da en bredere skare af GOG-spillere meldte sig ind som målscorere, mindskede hjemmeholdet dog hurtigt afstanden til fire mål, men da der resterede ti minutter førte udeholdet atter med syv, nemlig 33-26.

Det blev da heller ikke spændende i slutfasen, selv om Emil Jakobsen nåede op på hele 14 scoringer, hvoraf halvdelen var på straffekast. Hos tyskerne scorede Lagarde ti mål, mens Kirkeløkke blev noteret for otte.

/ritzau/