Schmeichel er i bedring men tvivlsom til Belgien-kamp

Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er i tydelig bedring efter søndagens uheld i landskampen mod Island.

Her fik Schmeichel et islandsk knæ eller lår i hovedet og måtte lade sig udskifte i pausen, men mandag kunne Schmeichel med fodboldstøvler i hånden gå ud på landsholdets træningsbane i Helsingør.

Det er dog fortsat usikkert, om målmanden bliver klar til onsdagens gruppefinale mod Belgien i Nations League. Det siger landstræner Kasper Hjulmand mandag klokken 12.30 forud for landsholdets træning.

– Så vidt jeg er orienteret, er han sluppet nådigt. Fra pausen i går, hvor han var groggy, og frem til nu er det kun gået fremad. Han havde ikke noget setback i nat, han sov godt, og han har det fint.

– Så han er med herude nu her for at få lidt frisk luft og træne en lille smule. Så må vi se tirsdag, om det bliver ved med at gå fremad.

– Som det er lige nu, er der i hvert fald en chance for, at han kan spille mod Belgien, siger Hjulmand.

Hvis der er den mindste tvivl om Schmeichels tilstand, må landstræneren i stedet ty til at bruge Frederik Rønnow mellem stængerne onsdag mod Belgien.

– Vi er selvfølgelig meget opmærksomme, for når man snakker om hoved- og nakkeskader skal man selvfølgelig være 100 sikker på, at der ikke er noget som helst i vejen.

– Som det er lige nu, ser det fint ud med Kasper, men det er ikke helt sikkert, at han spiller mod Belgien, siger landstræneren.

/ritzau/