Norge opgiver værtskab for håndbold-EM

Mindre end tre uger før EM i kvindehåndbold begynder, står turneringen uden det ene af sine to værtslande.

Norges Håndboldforbund må nemlig afgive sin halvdel af EM som nordmændene skulle arrangere sammen med Danmark.

Det sker som følge af de særlige coronarestriktioner i Norge.

Det efterlader lige nu Danmark som eneste arrangør. Danmark er vært for to indledende grupper og en mellemrundegruppe. Resten af turneringen er lige nu hjemløs.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser i en pressemeddelelse, at man arbejder på en alternativ løsning. En mulighed kan være, at Danmark bliver vært for hele turneringen.

– Vi er allerede i gang med at se på, hvad der kan lade sig gøre i forhold til afviklingen af hele EM i Danmark. Mere kan jeg på nuværende tidspunkt ikke sige, siger DHF-formand Per Bertelsen.

/ritzau/