Kolding melder sig klar til at huse hjemløse EM-kampe

Med kun to en halv uge til åbningskampen ved EM i kvindehåndbold haster det med at få placeret den del af kampene, der skulle have været spillet i Norge.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) arbejder på en løsning, hvor samtlige kampe i stedet skal afvikles i Danmark. Men der er ikke sat bynavn på, hvor de hjemløse kampe eventuelt kan blive placeret.

Flere medier har nævnt Kolding som favorit, og trods det korte varsel er den sydøstjyske håndboldby og Kolding Hallerne klar til at springe til, hvis der er brug for det.

– Vi ville godt kunne løse det, siger Torben Andersen, der er formand i Kolding IF’s hovedforening.

Han understreger, at der ikke er lavet en aftale med DHF, men at Kolding godt kunne finde på at byde sig til.

– Vi har haft så mange store stævner og EM og VM tidligere. Det er selvfølgelig en udfordring med det korte varsel, for der er en masse ting, der skal ændres. Hallerne er fuldt booket i den periode.

– Men vi har en stor håndboldklub, der er vant til at hjælpe. Vi har en kommune, der kan hjælpe med at flytte arrangementerne i hallerne.

– Og med hensyn til tilskuere vil det være et lettere setup end tidligere, siger Torben Andersen med henvisning til forsamlingsloftet på 500 personer, der gælder under EM.

Norges Håndboldforbund meddelte tidligere mandag, at nordmændene må opgive at være EM-vært på grund af de strikse norske coronarestriktioner.

Norge skulle have været vært for to indledende grupper, en mellemrundegruppe og medaljekampene.

/ritzau/