Hjulmand: Kontrollen gled os af hænde mod Island

Landstræner Kasper Hjulmand var tilfreds med 2-1-sejren over Island, men han ærgrede sig over, at danskerne mistede kontrollen med kampen i anden halvleg.

Danmark var længe foran 1-0 på et straffespark af Christian Eriksen, men Island fik udlignet til 1-1 efter 85 minutter.

Og så skulle der et straffespark i overtiden til, før Eriksen kunne gøre det til slutresultatet 2-1.

– Vi startede godt og fik et tidligt mål, og vi kontrollerede kampen uden at afgive chancer. Kontrollen gled os af hænde efter pausen, og vi indkasserede et sent mål.

– Men holdet viste stor karakter, og det er ikke tilfældigt, at vi blev ved med at spille fremadrettet for at få det sidste, sene mål, og det kom. Det er ikke tilfældigt, det er sket før for det her hold, siger Hjulmand.

Island mødte op med en kæmpe skuffelse i bagagen, efter at holdet torsdag aften tabte til Ungarn og missede næste års EM-slutrunde.

– Det var en lige så svær kamp, som vi havde forventet. Jeg vil hylde det islandske hold for at møde op med den attitude, efter at de for tre dage siden var meget skuffede.

– Det kunne man ikke se, for det var et hold, som kæmpede hårdt for det, anerkender Hjulmand.

Landstræneren havde sat en formation op fra start med tre stoppere i bagkæden, og det gav bonus i starten. Men den danske offensiv sprudlede aldrig for alvor mod islændingene.

Det virkede bedre med den formation i anden halvleg mod Sverige i onsdagens testkamp, hvor Danmark scorede to mål og vandt 2-0.

– Vi har jo spillet med to forskellige formationer undervejs i alle de første seks kampe. Vi øvede os også på en trebackkæde mod Sverige.

– Island har spillet langt de fleste kampe i 4-4-2, og en enkelt gang har de spillet med en formation med fem i bagkæden, som de gjorde mod os, siger Hjulmand.

Han erkender, at formationen med tre i bagkæden fungerede bedre mod Sveriges 4-4-2 end mod Islands 5-3-2.

– Det fungerede godt til en start, og vi fik et tidligt mål. Vi var i kontrol, men vi blev også udfordret.

– I anden halvleg skulle jeg have overvejet, om jeg skulle have taget et skridt i en anden retning. Omvendt kom der ikke noget imod os, og vi havde et resultat, forklarer Hjulmand.

Det endte til slut med en ændring i formationen, efter at Island havde udlignet. Angriberen Jonas Wind kom ind i stedet for Jannik Vestergaard og var med til at sikre sejren.

– Da Island udlignede, skiftede vi en ekstra angriber ind og skiftede formation.

– De ting, vi har arbejdet med, kan man altid diskutere, og man kan ikke vide, om det var gået bedre med en anden formation fra start, siger Hjulmand.

/ritzau/