FC Nordsjælland er igen ramt af coronasmitte

For anden uge i træk er superligaklubben FC Nordsjælland ramt af coronasmitte i truppen.

Denne gang er det højrebacken Mads Døhr Thychosen, der er testet positiv.

Det oplyser FC Nordsjælland på sin hjemmeside.

Ifølge klubben er det umuligt, at han har smittet andre i truppen.

– Forsvarsspilleren har ikke været i kontakt med holdkammerater eller stab i de seneste syv dage på grund af en skadespause. Han blev testet negativ for tre dage siden, og alle protokoller og procedurer er overholdt, lyder det fra FCN.

For præcis en uge siden blev to personer fra FCN testet positive for coronavirus. Det drejede sig om målmand Peter Vindahl Jensen samt målmandstræner Pablo Moreno.

Det fik den konsekvens, at klubbens 21-årige midtbanespiller Magnus Kofod Andersen måtte vente med få debut for det danske fodboldlandshold.

Han var ellers udtaget til A-landsholdet, men måtte forlade lejren, da det stod klart, at der var smitte i FCN-truppen.

Farum-klubbens næste opgave i Superligaen er på søndag, hvor AaB venter i en udekamp.

/ritzau/