DHF udskyder udmelding om EM-afvikling

Tidligere mandag blev det en endelig kendsgerning, at Norge trækker sig som medarrangør af kvindernes kommende EM i håndbold, og nu arbejdes der på, at Danmark kan blive enevært for hele turneringen.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) gav tidligere mandag udtryk for, at der kunne komme afklaring allerede tirsdag, men det var for optimistisk.

Det siger DHF-formand Per Bertelsen til TV2 Sport.

– Vi havde troet, vi kunne komme med en udmelding i morgen. Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror nærmere, det bliver sidst på ugen, siger Per Bertelsen.

– Dele som økonomi og andre udfordringer, som vi har, gør, at vi på nuværende tidspunkt er nødt til at sige, at den melding, som vi er kommet med, at vi håbede at kunne gøre det i morgen, ikke lykkes for os. Det må jeg bare erkende. Der vil gå et par dage mere.

Det er en følge af særlige coronarestriktioner, der gjorde, at Norge måtte trække sig som medvært for EM.

EM-slutrunden skal efter planen afvikles fra 3. til 20. december.

Danmark er vært for to indledende grupper og en mellemrundegruppe. Resten af turneringen er lige nu hjemløs.

/ritzau/