Odense-topscorer: Godt for selvtilliden at slå en favorit

Der var fynsk revanche på menuen, da Odense Håndbold søndag tog imod CSKA Moskva i Champions League.

For en uge siden tabte fynboerne til russerne, men søndag endte det altså med en dramatisk dansk sejr på 26-25.

Hollandske Lois Abbinghs ni mål gav hende titlen som kampens topscorer – hendes niende og sidste træffer endte med at sikre sejren for Odense med få sekunder tilbage på uret.

– Vi skiftede til at spille 7-mod-6 mod slutningen, og det gav mig meget plads.

– Når man scorer mange mål, får man mere selvtillid, og jeg forberedte mig lidt på, at det kunne blive afgjort på det sidste angreb. Det var virkelig rart, at det endte med at lykkes, siger Abbingh efter sejren.

Sejren var Odenses femte i turneringen, men den første mod et af de andre tophold i gruppen.

– Vi kan være godt tilfredse med de point, vi har indtil videre, og jeg tror også, det er godt for vores selvtillid at slå en af favoritterne til at vinde gruppen, som jeg vil mene, Moskva er. Men vi tager én kamp af gangen, siger hollænderen.

For Odense-træner Ulrik Kirkely giver sejren en tro på, at fynboerne kan bide skeer med de rigtig gode hold i gruppen.

– Men vi ved også, at Brest, Györ (de øvrige tophold i gruppe B, red.) og Moskva er rigtig, rigtig stærke hold. Jeg synes også, at vi i perioder mod de andre hold har gjort det fornuftigt.

– Når man møder nogle af de bedste individuelle håndboldspillere på de forskellige hold, så vil man blive lagt under pres, men nu glæder vi os til muligheden for at få revanche mod Brest på søndag, siger Kirkely.

CSKA Moskvas danske træner, Jan Leslie, mener, at marginalerne var imod det russiske hold i søndagens nederlag.

– Vi manglede lidt held og lidt kynisme til sidst. Vi førte med tre mål og havde alle muligheder for at lukke kampen, men så brændte vi et par chancer og fik en angrebsfejl imod os.

– Odense gik i 7-mod-6, og vi fik ingen redninger fra vores keeper. Jeg synes, vi manglede marginalerne. Det var et bittert nederlag – vi skulle have vundet den kamp, siger Jan Leslie.

CSKA Moskva så dagens lys sidste år, og Jan Leslie har fra start stået i spidsen for holdet.

/ritzau/