Hamilton tager syvende VM-titel med sejr i Istanbul

Racerkøreren Lewis Hamilton (Mercedes) tangerede søndag rekorden på syv verdensmesterskaber i Formel 1.

Med en sejr i grandprixet i Istanbul er den 35-årige brite sikker på at forsvare VM-titlen.

Med tre grandprixer tilbage af 2020-sæsonen er det ikke længere muligt for teamkollegaen hos Mercedes, Valtteri Bottas, at overhale Hamilton i VM-stillingen.

Bottas skulle som minimum hente otte point mere end Hamilton for at bevare lidt spænding, men finnen endte nede på 14.-pladsen

Hamilton deler nu rekorden på syv VM-titler i motorsportens kongeklasse med den tyske legende Michael Schumacher. Tyskeren hentede sine mesterskaber fra 1994 til 2004.

Kevin Magnussens søndag blev spoleret under et pitstop i Haas-holdets garage på 35. omgang. Det kostede dyrt for danskeren, der lå placeret midt i feltet, da det gik galt.

Han indtog en placering som nummer 17, da han på sidste omgang kørte i pit og ikke vendte tilbage på banen.

Det hele begyndte kaotisk på den regnvåde og nyasfalterede bane i den tyrkiske storby.

Max Verstappen (Red Bull), der begyndte i forreste linje, lavede straks fra start hjulspin og kom ingen vegne. Hollænderen blev både overhalet indenom og udenom.

Valtteri Bottas måtte hurtigt slå bremserne i for at undgå en kollision, og det betød, at han kurede af banen.

Kevin Magnussen udnyttede uroen til at køre sig op fra sin startposition som nummer 14 til ottendepladsen.

De vanskelige forhold betød, at der hurtigt var slået store huller ned gennem feltet.

Flere af kørerne var samtidig hurtigt i garagen, og der gik lidt tid, før rangordenen begyndte at sætte sig med Racing Point-duoen Lance Stroll og Sergio Perez i front.

Efter godt 20 omgange skred Bottas bil igen under ham, og finnen røg ned på 17.-pladsen.

Samtidig kæmpede Hamilton med længere fremme i feltet, og det begyndte så småt at ligne en afgørelse i VM-kampen.

Da feltet havde rundet halvdelen af de 58 omgange, indtog Kevin Magnussen 11.-pladsen lige uden for pointene.

En fejl i garagen blev dog kostbar for danskeren, da han på 35. omgang var i pit. Magnussen var netop kørt ud, men Haas-køreren blev trillet tilbage af mekanikerne for at få skiftet dæk.

Det kostede en omgang for Kevin Magnussen, der røg ned som nummer 18 bag holdkammeraten Romain Grosjean. Med fem omgange tilbage lykkedes det Magnussen af gå forbi Grosjean, der kort efter udgik.

Oppe foran udnyttede Lewis Hamilton konkurrenternes problemer og pitstop til at køre sig op på førstepladsen. Hamilton var kun i pit en enkelt gang, og det var kraftigt medvirkende til sejren.

Hamilton var undervejs bekymret for, om dækkene ville holde hele vejen, men beroligende meldinger fra Mercedes-garagen betød, at han blev på asfalten.

Udsigt til kraftig regn betød, at Mercedes med to omgange tilbage kaldte Hamilton i pit, men trods et forspring på mere end 25 sekunder til Sergio Perez på andenpladsen, valgte han at blive på banen.

Da Hamilton kørte over målstregen, var Magnussen netop kørt i garagen, og danskeren blev derfor ikke noteret for en placering.

Der resterer fortsat tre grandprixer af 2020-sæsonen.

/ritzau/