Dansk toprytter overvejer stop efter forgæves kontraktjagt

Cykelrytteren Jesper Hansen overvejer at indstille karrieren som professionel på landevejene.

Kontrakten med World Tour-holdet Cofidis udløber efter denne sæson, og den 30-årige dansker vil ikke fortsætte for enhver pris. Det fortæller han til TV2 Sport.

Jesper Hansen leder fortsat efter et nyt hold, men han har også indstillet sig på, at det kan være slut.

– Jeg havde gerne set, at jeg lige havde kørt et par år mere, så på den måde er det selvfølgelig træls.

– Men man kan sige, jeg skal jo stoppe på et eller andet tidspunkt. At det lige bliver i år, det er bare sådan det er jo, siger Jesper Hansen til TV2 Sport.

Han forklarer, at der er stor kamp om de ledige pladser på World Tour-holdene, og at desperationen kan få ryttere til at sælge sig selv til mindsteløn.

Efter syv sæsoner på World Touren fortæller Jesper Hansen, at han har svært ved at motivere sig til at køre på et mindre niveau. Han vurderer dog, at det er muligt at lande en kontrakt.

– Jeg tager ikke, hvad der kommer, jeg gider ikke køre for enhver pris. Så vil jeg hellere stoppe og have et almindeligt arbejde, siger Jesper Hansen.

Han åbner dog for, at det danske hold Riwal, der kører på cykelsportens næsthøjeste niveau, kunne være interessant. Holdet kæmper dog for livet, og det er uvist, om Riwal kører i 2021.

Jesper Hansen har gennem karrieren kørt for Tinkoff-Saxo, Astana og senest Cofidis de seneste to år.

Hans største sejr er den samlede sejr i Tour of Norway i 2015.

/ritzau/