Daniel Wass: Det har været en vild og kaotisk uge

Daniel Wass blev sparet i onsdagens 2-0-sejr over Sverige, og han ser nu frem til at spille søndagens hjemmekamp mod Island i Nations League.

Det har landstræner Kasper Hjulmand kraftigt indikeret, da han forklarede, at både Wass og Simon Kjær sad over mod Sverige for at kunne spille mod Island og måske også onsdag ude mod Belgien.

– Det er altid dejligt at være med. Jeg har hygget mig, brugt tiden fornuftigt og slappet af, siger Wass.

Han ville personligt gerne have spillet testkampen mod Sverige, men har også forståelse for, at han skal spares i et tæt kampprogram.

– Jeg vil altid spille alle kampe, men jeg bliver også nødt til at lytte til min krop. Når man er kommet over de 30 år, så kan man godt mærke, at der sker nogle forandringer, siger Wass.

Der har været en del udskiftninger i den danske trup, hvor svingdøren har sendt 41 spillere ud og ind af truppen i den forgangne uge.

Spillere har været smittet med corona, andre har været isoleret, mens danskerne i engelske klubber på grund af strikse rejserestriktioner først er ankommet fredag.

– Jeg har prøvet mange ting i klubben – også med alt det her corona. Men det her kategoriserer som noget vildt, og det har været kaotisk. Fra DBU’s side har det været professionelt, og der været styr på det, siger Wass.

31-årige Wass kommer også fra en kaotisk tid i sin spanske klub, Valencia, som har været hårdt ramt af corona og økonomiske problemer, der har betydet en del afgange.

– Der er sket mange ting, og der er røget mange spillere. Men vi spiller på de strenge, vi har.

– Men vi vandt i sidste weekend, og det giver noget selvtillid til hele holdet efter en kaotisk tid med mange afgange og mange unge spillere, der skal ind og præstere, siger Wass.

Valencia vandt for en uge siden 4-1 over Real Madrid og stoppede en stime på fire ligakampe uden sejr.

– Det har været kaotisk. Det har ikke været nogle sjove måneder. Men jeg er professionel, og vi må spille med det, vi har. Vi holder sammen som hold.

– Jeg har haft nogle gode snakke med træneren, han er utrolig dygtig. Han havde håbet på nogle tilgange, men han gør, hvad han kan, siger backen.

Nu ser Wass bare frem til landskampene for Danmark, hvor landstræner Kasper Hjulmand har sorteret 16 spillere fra truppen i de seneste dage.

– Alle er glade for at være med på landsholdet. Det er et stort øjeblik. Og specielt for de nye. Men det er en del af spillet. Kasper vælger holdet, og han går efter de bedste.

– Jeg er glad for, at spillerne fra England fik lov til at rejse hjem og være med. Det giver et løft til hele holdet, mener Wass.

Danmarks kamp mod Island fløjtes i gang søndag klokken 20.45.

/ritzau/