Blå bog om golfspilleren Emily Kristine Pedersen

Emily Kristine Pedersen sikrede sig søndag karrierens tredje titel på Ladies European Tour, da hun vandt Saudi Ladies International.

Her kan du blive klogere på den danske golfspiller:

* Navn: Emily Kristine Pedersen.

* Født: 7. marts 1996 (24 år).

* Placering på verdensranglisten: 117 (listen er senest opdateret 9. november).

* Turneringssejre på Ladies European Tour: 3.

* Som tiårig begyndte hun at spille golf i Smørum Golfklub.

* Som 14-årig vandt hun DM i hulspil på seniorplan som den yngste nogensinde.

* Som 17-årig vandt hun EM for amatører og modtog Den Gyldne Golfbold, der gives til årets danske golfspiller.

* I 2015 blev hun kåret som “Årets Rookie” (den bedste førsteårsspiller) på Ladies European Tour. Samme år tog hun karrierens første titel på Ladies European Tour, da hun vandt India Open.

* I 2017 blev hun den første dansker i ti år til at deltage i Solheim Cup, kvindernes pendant til Ryder Cup.

* I 2020 har hun sejret ved to turneringer – Czech Open i slutningen af august og ved Saudi Ladies International i november.

Kilder: Ladies European Tour, Rolex Ranking.

/ritzau/