Belgien sejrer og er klar til gruppefinale mod Danmark

Der er lagt op til et opgør om førstepladsen i Nations Leagues gruppe 2, når Belgien onsdag tager imod det danske fodboldlandshold.

Det står klart, efter at belgierne søndag på hjemmebane slog England 2-0.

Sejren sender Belgien op på førstepladsen i gruppe 2 på Nations Leagues øverste niveau, A, med 12 point. England glider ned på tredjepladsen, mens Danmark er nummer to med 10 point efter sejr over Island søndag.

Island indtager sidstepladsen og rykker ned til niveau B.

Belgien og Danmark mødes onsdag i sjette og sidste spillerunde i Nations League, og her står førstepladsen altså på spil.

Gruppevinderne på niveau A kvalificerer sig til Nations Leagues finalestævne.

Belgierne stillede søndag op med et slagkraftigt mandskab med blandt andre Manchester City-profilen Kevin De Bruyne og Inter-angriber Romelu Lukaku.

Hos England var der blandt andre blevet plads til de offensive Premier League-spillere Harry Kane, Jack Grealish og Mason Mount fra start.

Belgierne sikrede sig søndagens sejr efter to scoringer i første halvleg.

Efter knap ti minutter trykkede Youri Tielemans af fra kanten af feltet. Det hårde, flade skud endte i kassen, selv om bolden undervejs blev snittet af både Declan Rice og Tyrone Mings samt målmand Jordan Pickford.

Dries Mertens fordoblede halvvejs i første halvleg belgiernes føring, da han krøllede et frispark over muren og ind bag Pickford.

I anden halvleg kom England lidt bedre med, men det kneb med at komme til de helt store chancer. Derfor lykkedes det heller ikke for englænderne at komme på måltavlen, og Belgien kunne derfor fejre de tre point.

/ritzau/