Uheld sender Magnussen ud af Q1 i Tyrkiet

Der er grund til ærgrelse for den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen, der lige nøjagtig ikke fik klemt sig med videre til Q2 i lørdagens kvalifikation til Det Tyrkiske Grandprix.

Efter et par afbrydelser fik alle kørere et sidste forsøg i Q1, da forholdene var bedre, men foran danskeren kørte Daniil Kvyat af banen. Det kostede Magnussen meget tid, og så gled han ned som nummer 16.

Han lå nummer syv, inden alle kørere satte den sidste tid, men han sluttede altså som nummer 16 – lige uden for top-15 og en plads i Q2.

Vandet lå i store pytter rundt på hele banen i Istanbul og gav ekstremt svære forhold for samtlige kørere. Og da himlen fortsatte med at sende regn ned over banen, var der ikke udsigt til bedring.

I Q1, den første kvalifikationsrunde, var der stor tvivl om dækvalget. Skulle der satses på det langsomste regnvejrsdæk, eller var lidt mindre greb i dækkene nok til at kunne holde bilen på vejen?
Men regnen tog til, og det lignede efterhånden en tur på glatbane for 17-årige kursister på en køreskole.

Lewis Hamilton lod over radioen forstå, at han ikke fandt det forsvarligt eller meningsfuldt at køre, og kort efter blev kvalifikationen vinket af med et rødt flag.

Alle kørere blev sendt i garagen. Her forblev de i små tre kvarter, inden banen igen var farbar, da regnen stilnede af.

Problemerne var dog langtfra ovre. Ingen nåede at få sat en tid, før Magnussens holdkammerat Romain Grosjean gled af og parkerede sin Haas-racer i gruset.

Rødt flag igen og med kun tre og et halvt minut tilbage af Q1 var der kun et enkelt forsøg til alle kørere for at kile sig ind i top-15 og dermed en plads i Q2.

Stort set alle forbedrede sig, men altså ikke Magnussen.

Han klagede dog efterfølgende til løbskommissærerne, fordi Kvyats uheld havde givet gult flag på hele banen. Det betyder, at alle kørere skal sætte farten ned, men næsten alle forbedrede altså deres tider.

Derfor skal det vurderes, om nogen efterfølgende skal have en straf.

/ritzau/