Sønderjyske melder Superligaens topscorer skadet

Superliga-topscorer Haji Wright er skadet og misser de næste kampe for Sønderjyske.

Det oplyser cheftræner Glen Riddersholm til JydskeVestkysten.

– Det eneste, vi kan sige, er, at han sandsynligvis er ude i to-tre kampe, siger cheftræneren.

Den 22-årige amerikaner kom til Sønderjyske før sæsonen og har været en øjeblikkelig succes.

Det er således blevet til seks scoringer for Sønderjyske, der overraskende topper Superligaen foran FC Midtjylland, AGF og Brøndby efter otte spillerunder.

Wright kom til Haderslev-klubben på en fri transfer efter et ophold i hollandske VVV Venlo.

Amerikaneren udgik efter 85 minutter, da Sønderjyske for nylig slog Skive i pokalturneringen. Fredag blev han ifølge JydskeVestkysten skannet.

Hvis Haji Wright går glip af to-tre kampe, som Glen Riddersholm vurderer, så er topscoreren ikke med i Sønderjyske næste ligakampe mod OB og FC København. Derudover glipper han muligvis også et opgør mod FC Nordsjælland.

/ritzau/