Hamilton undrer sig over nyt underlag på spejlglat bane

Spild af penge.

Så klar er dommen fra den britiske racerkører Lewis Hamilton, efter at han fredag trænede på Formel 1-banen i Istanbul forud for søndagens grandprix.

Banen er på Formel 1-programmet for første gang siden 2011, men ny asfalt og køligt vejr gjorde den ifølge kørerne meget glat at køre på.

– Det er en fantastisk bane, og jeg forstår ikke helt, hvorfor de har brugt millioner på et nyt underlag, siger Hamilton ifølge Reuters.

– De kunne nok bare have rengjort den i stedet for at spilde alle de penge.

– Dækkene fungerede ikke, og det kunne ses. Det var som en skøjtebane derude. Man kan ikke helt nyde omgangen på samme måde, som man plejer i Istanbul, og jeg kan ikke se, at det skulle ændre sig.

– Det er skræmmende hele vejen rundt. Det er, som om der er våde pletter over det hele, siger racerkøreren.

Briten kan i weekenden sikre sig sit verdensmesterskab nummer syv og dermed tangere Michael Schumachers legendariske rekord for flest Formel 1-titler.

Danske Kevin Magnussen er i gang med sin sidste sæson hos Haas, og han blev henholdsvis fjerde- og næstsidst i de to træninger fredag.

Han betragter banen som en udfordring.

– Der var nogle ekstreme forhold her til morgen. Der var nogle våde områder i begyndelsen, men selv på de tørre steder har jeg ikke oplevet at have så dårligt et greb, siger danskeren ifølge Haas’ Twitter-profil.

– Det var virkelig vildt, men også ret fedt at prøve. Det var vel bare endnu en udfordring. Som dagen skred frem, fik man bedre greb på banen.

Lørdag formiddag skal kørerne endnu en gang træne, før det om eftermiddagen gælder kvalifikationen til søndagens løb.

/ritzau/