Firmino redder Brasilien mod Venezuela i Neymars fravær

Brasilien fortsatte natten til lørdag dansk tid deres perfekte start i den sydamerikanske VM-kvalifikation med en 1-0 sejr hjemme over Venezuela i São Paulo.

Sejren kom i hus i det 66. minut takket være en scoring af Liverpool-angriberen Roberto Firmino.

Forinden havde brasilianerne fået to mål annulleret.

Først troede Richarlison, at han havde gjort det til 1-0 i det syvende minut, men scoringen blev annulleret for offside.

Fem minutter før pausen var det så midtbanespilleren Douglas Luiz’ tur til at juble forgæves, da han fik en scoring annulleret, fordi Richarlison begik frispark mod målmanden, inden bolden blev sendt i mål.

I anden halvleg lykkedes det så Firmino at få sendt bolden ind over stregen tæt under mål, da et hovedstød af en forsvarsspiller fra Venezuela endte lige for fødderne af ham.

Det var Firminos 16. mål for Brasilien i 47 kampe.

Brasilianerne var hele kampen uden deres store stjerne Neymar, der sad ude med en skade.

Sejren var Brasiliens tredje i lige så mange kampe, efter at holdet også har slået Bolivia 5-0 og Peru 4-2.

Holdet topper dermed den sydamerikanske VM-kvalifikation med ni point.

Lørdag nat tog Chile også imod Peru på hjemmebane i VM-kvalifikationen, og her skulle hjemmeholdet forsøge at rette op på en svingende start med et nederlag og en uafgjort i det første to kampe.

Det lykkedes takket være veteranen Arturo Vidal, der med to mål i første halvleg sikrede holdet en 2-0 sejr.

Chile ligger dermed på en sjetteplads i tabellen med fire point efter tre kampe.

Der er i alt ti hold med i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

/ritzau/Reuters