Dansk racer-par vinder VM i langdistanceløb

Danske Nicki Thiim og Marco Sørensen kunne lørdag fejre et verdensmesterskab.

De to racerkørere sikrede sig VM-titlen i GTE Pro-klassen i World Endurance Championship – VM-serien inden for langdistanceløb – som Le Mans blandt andre løb er en del af.

Verdensmesterskabet kom i hus i et otte timer langt løb i Bahrain – sæsonens ottende og sidste.

Her gik sejren i GTE Pro-klassen ganske vist til danske Michael Christensen og franske Kevin Estre, der var forsvarende verdensmestre, men Thiim og Sørensen endte som nummer fem, og det var altså nok til at sikre VM-titlen.

De to danskere, der kører i en Aston Martin, har vundet tre løb i 2020 og førte VM-stillingen inden lørdagens sæsonafslutning i Bahrain.

/ritzau/