Valgren bliver genforenet med Cort hos EF

Den danske cykelrytter Michael Valgren skifter hold.

Fremover skal han køre for World Tour-holdet EF, som allerede har landsmanden Magnus Cort blandt sine ryttere og Matti Breschel som sportsdirektør.

Det skriver EF på sin hjemmeside.

– Jeg glæder mig mest af alt til at arbejde sammen med alle personerne hos EF. Jeg har selvfølgelig talt med Matti Breschel og Magnus Cort – mine landsmænd.

– De sagde begge, at det er et fantastisk hold, og jeg ser frem til at blive en del af det. Udefra ligner EF et rigtig sjovt hold, siger Valgren til holdets hjemmeside.

28-årige Valgren begyndte sin professionelle karriere hos Tinkoff-Saxo i 2014 og skiftede i 2017 til danskerkolonien Astana, hvor Cort også var blandt holdkammeraterne.

I 2019 fortsatte han karrieren hos Dimension Data, der i 2020 kørte under navnet NTT og havde Bjarne Riis som sportslig ansvarlig.

NTT har dog været lukningstruet gennem længere tid, og Valgren har ikke lagt skjul på, at han kiggede andetsteds efter en kontrakt.

/ritzau/