Statsminister sår tvivl om håndbold-EM i Norge

Det er efterhånden mere end tvivlsomt, om Norge vil være i stand til at være vært for EM i kvindehåndbold, der skal begynde om tre uger.

Norges statsminister, Erna Solberg, siger fredag, at det kan blive svært for nordmændene at afholde sin del af turneringen, som Norge arrangerer sammen med Danmark.

– Vi arbejder med spørgsmålet, om det i det hele taget er muligt at have en protokol for et så stort arrangement.

– Der er mange tegn, som tyder på, at det kan blive vanskeligt at få en protokol til at lykkes, når så mange mennesker skal komme, og når det berører så mange mennesker, siger Erna Solberg til NTB.

Problemet er, at de norske coronarestriktioner er skrappere end de danske.

Eftersom det ikke vil give mening at arrangere en turnering med forskellige regler i de to værtslande, kræver det, at de norske arrangører får en dispensation fra myndighederne.

Nordmændenes kompromisløse forhold til coronasmitten kom til udtryk onsdag, da man valgte at aflyse en fodboldlandskamp mod Israel, få timer før kampen skulle i gang.

En coronasmittet spiller i den israelske trup var nok til, at myndighederne anbefalede en aflysning. Den anbefaling valgte fodboldforbundet at følge.

Senest på mandag skal Norges Håndboldforbund endeligt afgøre, om man vil være i stand til at afholde sin del af arrangementet.

Springer Norge fra, har Dansk Håndbold Forbund signaleret, at man vil overveje at overtage værtskabet for hele slutrunden.

Lige nu står Trondheim som arrangør for to indledende grupper og en mellemrundepulje. Semifinaler og medaljekampe skal efter planen spilles i Oslo.

/ritzau/