Glat bane i Tyrkiet giver Formel 1-feltet problemer

Racerkørerne skøjtede rundt på en glat bane i både første og anden træning forud for weekendens Formel 1-løb i Tyrkiet.

Kevin Magnussen var ikke tilfreds med forholdene.

– Det er som at køre på græs. Det er værre end en våd bane, sagde han over radioen.

Banen var da også skyld i, at mange af kørerne lavede 180-graders-vendinger i flere af banens sving.

Årsagen skal findes i, at man har valgt at anlægge ny asfalt på banen i Istanbul. Derfor har banens overflade været olieret.

Det er noget, løbsarrangørerne har været opmærksomme på op til weekenden.

Problemerne var størst i den første træning, hvorefter kørernes biler begyndte at få mere fat i anden træning.

Det stoppede dog ikke med snurreturene i fredagens sidste træning, og derfor forblev kørerne forsigtige.

Red Bull-køreren Max Verstappen endte øverst i begge af fredagens to træninger i Tyrkiet.

Kevin Magnussen endte på en kedelig 19.-plads, mens holdkammeraten Romain Grosjean endte lige foran på 18.-pladsen.

På trods af nogle utilregnelige træninger viste Ferrari gode tegn. Det er et Ferrari-hold, der har haft massive problemer med at følge med feltets bedste i indeværende sæson.

Formel 1-kørerne er vendt tilbage til Tyrkiet for første gang siden 2011, og forud for løbsweekenden har flere kørere givet udtryk for, at de har glædet sig til at byde banen i Istanbul velkommen.

McLarens Carlos Sainz er en af dem.

– Det her er en af de racerbaner, som jeg har villet køre på, siden jeg som 10-årig så Formel 1 i fjernsynet, siger han.

Også Magnussen har virket begejstret.

– Det ligner en af de baner, hvor der er gode forhold til at overhale, siger han.

/ritzau/