Viborg overhaler Team Esbjerg med sejr i topbrag

Der var vigtige point på spil i toppen af Bambusa Kvindeligaen, da nummer et tog imod nummer to torsdag aften.

Det møde slap gæsterne fra Viborg HK bedst fra med en sejr på 30-28 over Team Esbjerg, og den vigtige sejr sender holdet op på førstepladsen.

Holdene fulgtes ad i en tæt kamp, der bølgede frem og tilbage, men til slut trak viborgenserne fra, og en scoring af Madeleine Östlund i sidste minut afgjorde kampen.

Nederlaget var Team Esbjergs første i sæsonen, og trods en pointhøst på 21 point i 12 kampe må holdet sande, at det lige nu kun rækker til en status som næstbedst.

Viborg HK har 22 point for lige så mange kampe på førstepladsen. Dermed har holdet gode chancer for at ligge på førstepladsen, når ligaen efter næste uge holder pause for at gøre plads til EM-slutrunden, der afholdes i Danmark og Norge i december.

I det hele taget er kampen om de øverste pladser dog særdeles tæt, og også Odense med 20 point på tredjepladsen byder sig til i kampen om tronen.

Esbjerg førte 14-12 ved pausen af torsdagens opgør, men Viborg kæmpede sig tilbage og var foran med to mål med fem minutter igen, da Line Haugsted fik et direkte rødt kort.

Hun så til fra bænken i kampens afslutning, hvor det lykkedes holdkammeraterne at køre sejren hjem.

– Jeg tænkte, at det ikke var den bedste situation at få et rødt kort i. Jeg tænkte, at man gerne måtte gå lidt til i en topkamp om førstepladsen, men dommerne vurderede, at det var et rødt kort, siger hun til TV2 Sport.

Landsholdsspilleren har svært ved at skjule sin begejstring over førstepladsen.

– Jeg synes, det er megafedt. Jeg synes virkelig, at vi spillede en god holdkamp. Vi dækkede skidegodt op og holdt hovedet koldt hele vejen igennem, siger Line Haugsted.

/ritzau/