Nordmakedonsk målræv sender sit land til EM for første gang

Hvis de fester lidt ekstra i Nordmakedoniens hovedstad, Skopje, torsdag aften, er det til at forstå.

For første gang i Nordmakedoniens historie er landet klar til en slutrunde. Det står klar, efter at landsholdet torsdag aften besejrede Georgien 1-0 på udebane i kvalifikationskampen til EM.

Den erfarne målræv Goran Pandev scorede kampens eneste mål, da Genoa-angriberen med en fortid i storklubber som Inter og Napoli prikkede bolden i nettet ti minutter inde i anden halvleg.

Den 37-årige angriber fik debut i 2001 og har i alt spillet 109 kampe og scoret 35 mål for landsholdet, som tidligere gik under navnet Makedonien.

Dermed er der sat navn på 21 af de 24 hold, der skal deltage i næste års EM-slutrunde.

Torsdag aften spilles der yderligere tre opgør, hvor der uddeles tre billetter til slutrunden. Ungarn møder Island, Nordirland tager imod Slovakiet, mens Serbien tørner sammen med Skotland.

Allerede nu står det dog klart, at Nordmakedonien havner i gruppe C, hvor Holland, Ukraine og Østrig også befinder sig.

EM skulle være afviklet i sommer, men coronapandemien tvang arrangørerne til at udsætte den store sportsbegivenhed med et år.

I stedet skal EM-slutrunden spilles fra 11. juni til 11. juli næste år. København er en af 12 europæiske værtsbyer.

/ritzau/