Landsholdsspillere kan rejse hjem til kampen mod Island

De danske landsholdsspillere, der bor i England, får lov til at rejse til Danmark for at spille Nations League-kampen mod Island.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Landsholdsspillerne var forhindrede i at tage hjem til onsdagens testkamp mod Sverige, fordi Storbritannien har indført et indrejseforbud for danskere.

Folk, der har været i Danmark, men er britiske statsborgere eller har fast bopæl i landet, skal ifølge reglerne i 14 dages karantæne ved indrejse i Storbritannien.

Men ifølge DBU har den britiske regering nu sørget for at lave en særregel, der gør det muligt for de danske spillere at deltage i søndagens kamp uden at risikere karantæne, når de tager retur til deres bopæl i England.

Beslutningen er truffet efter tæt dialog mellem DBU og Det Engelske Fodboldforbund (FA) samt den danske ambassade i London og Udenrigsministeriet, skriver DBU.

Det betyder, at Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Jannik Vestergaard, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen nu kan støde til truppen.

Transportminister Benny Engelbrecht bekræfter samme nyhed i et opslag på Twitter.

– Jeg har haft et godt møde med min britiske kollega Grant Shapps, der desværre har forlænget de britiske rejserestriktioner, der blandt andet rammer godstransport fra Danmark – regeringen arbejder på alle fronter for at komme godt igennem denne svære periode.

– Ministeren kunne dog som et lille lyspunkt oplyse, at danske landsholdsspillere bosat i Storbritannien vil få mulighed for at rejse til Danmark for at deltage i Nations League, skriver ministeren.

Landstræner Kasper Hjulmand har skullet jonglere med en masse nye spillere i den danske trup, som foruden afbuddene fra England har måttet tilkalde en række nye spillere efter to positive coronaprøver i den danske lejr.

Onsdag vandt Danmark 2-0 over Sverige, men i kampen fik hele otte spillere debut, og Kasper Hjulmand måtte se den fra sit hotelværelse, fordi han ligesom en stor del af landsholdet var i karantæne.

Han glæder sig over, at han nu kan råde over flere af de sædvanlige startere.

– Vi har hele tiden argumenteret for, at spillerne i de engelske klubber kan rejse hjem til Danmark, så vi er glade for, at det nu er muligt. Uanset hvad har det været en fornøjelse at se og arbejde med så mange gode og engagerede landsholdsspillere.

– Det er godt for landsholdet og godt for dansk fodbold. Nu glæder vi os til at træne op til den vigtige kamp mod Island, siger han til DBU’s hjemmeside.

Mens det søndag gælder hjemmekampen mod Island i Parken, venter Belgien tre dage senere på udebane.

/ritzau/