Jonas Wind om mulig EM-plads: Der er lang tid til

Jonas Wind skulle kun bruge et kvarter til at brænde en stor chance og score sit første mål for Danmark i onsdagens 2-0-sejr over Sverige i en testkamp på Brøndby Stadion.

Konkurrencen i det danske angreb var mindre, end den plejer at være. Det skyldes, at Martin Braithwaite, Yussuf Poulsen og Anders Dreyer var fraværende på grund af coronasituationen.

De tre angribere var blandt ni spillere, der blev isoleret, efter at Robert Skov og en af landsholdets behandlere blev konstateret smittet med corona.

Wind var sammen med Dolberg og Patrick Mortensen dermed de eneste frontangribere i truppen mod Sverige.

Konkurrencen bliver hårdere frem mod næste sommers EM-slutrunde, og Wind vil gerne bide sig mere fast på det danske landshold.

– Jeg tænker ikke så meget på EM. Nu var det anden gang, jeg var med, og jeg prøver bare at gøre det bedst muligt til kamp og træning.

– Der er stadig lang tid til EM, og jeg prøver bare at gøre det godt i klubben, og når jeg er med på landsholdet, siger Wind.

Coronapandemiens hærgen på og omkring landsholdet har fyldt meget i de seneste dage.

– Optakten har været langt fra det, man normalt kender til, for der har været stor udskiftning i truppen og meget snak omkring alt mulig andet end selve fodboldkampen.

– Men når man træder ind på banen, så glemmer man alt det udenom, og det gjorde hele holdet, og vi spillede en rigtig god kamp, siger Wind.

I sin blot anden landskamp kom FC København-angriberen ind fra anden halvlegs start i stedet for Dolberg.

I det 61. minut stod Wind på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sørgede for åbningsmålet i kampen efter forarbejde af Joakim Mæhle og klubkammeraten Mathias “Zanka” Jørgensen.

– Målnæsen var i spil på bageste stang. Jeg vidste, at jeg skulle søge det bageste område, og “Zanka” og Mæhle forlængede den til mig. Det var et nemt mål, men dem må man også tage, siger han.

Wind gider ikke bruge for meget tid på at ærgre sig over den store chance, han brændte.

– Jeg glæder mig klart mest over målet. Det fylder mest. Lige i momentet, da jeg brændte chancen, tænkte jeg, at det var lige godt satans.

– Heldigvis kommer der for det meste en chance mere. Men det havde været dejligt med to kasser, påpeger Wind.

Søndag venter Island i Parken, mens Danmark skal spille ude mod Belgien tre dage senere. Begge kampe er i Nations League.

/ritzau/