FCK og FC Midtjylland tørner sammen i pokalturneringen

FC København og FC Midtjylland mødes i fjerde runde af landspokalturneringen i fodbold.

Det blev afgjort af en lodtrækning torsdag aften.

Her var 11 ud af 12 hold fra Superligaen med i bowlen. Kun FC Nordsjælland var ikke med, efter at holdet kort forinden blev slået ud af Hvidovre, der vandt 2-0.

FC København fandt vej til fjerde runde ved at besejre Avarta 2-1 i sidste uge, mens FC Midtjylland onsdag slog HB Køge med 1-0.

I søndags mødtes de to hold i Superligaen, da midtjyderne vandt 4-0.

Mens de to tophold fra den forgangne superligasæson tørner sammen i Parken, venter der også andre store opgør i fjerde runde.

Blandt andet skal de forsvarende pokalvindere fra Sønderjyske møde Lyngby, AGF tager imod AC Horsens, mens Brøndby skal en tur på besøg hos Fremad Amager.

Kampene er endnu ikke fastlagt, men næste kamptermin er 15. til 17. december.

Følgende hold skal mødes i pokalturneringen:
* FC København – FC Midtjylland.

* Sønderjyske – Lyngby.

* AGF – AC Horsens.

* Hvidovre IF – Vejle.

* Fremad Amager – Brøndby.

* Nykøbing FC – OB.

* Jammerbugt/Holstebro (vinderen er endnu ikke fundet grundet nedlukning i Nordjylland) – Randers FC.

* B 93 – AaB.

/ritzau/