Maradona får grønt lys til at forlade hospital

Diego Maradona har fået tilladelse til at forlade hospitalet.

Det siger lægen Leopoldo Luque ifølge AFP til de fremmødte journalister uden for klinikken i Olivos nord for Buenos Aires, hvor fodboldlegenden er indlagt.

– Han kommer meget snart ud, siger lægen.

For otte dage siden blev Maradona opereret for en blodansamling mellem kraniet og hjernen.

Ifølge lægen er Maradona nu klar til at forlade hospitalet, efter at argentineren har skrevet under på sine udskrivelsespapirer.

Det forventes, at han udskrives onsdag.

Ifølge AFP er forventningen, at Maradona flyttes til byen Tigre, der ligger 30 kilometer nord for Argentinas hovedstad. Her vil han være tæt på sin familie.

– Diego har gennemgået den måske sværeste periode i sit liv, sagde hans advokat Matias Morla tidligere onsdag.

– Nu har han brug for at være sammen med familien og at være omringet af professionelt sundhedspersonale.

Maradona er i dag cheftræner for Gimnasia, der spiller i Argentinas bedste fodboldrække og har hjemme i La Plata en kort køretur syd for hovedstaden Buenos Aires.

Han havde sin storhedstid i Napoli, som han førte til det italienske mesterskab i 1987 og 1990. Både i Napoli og Argentina har han legendestatus, og argentineren regnes af mange som en af de bedste fodboldspillere i historien.

Han er fortsat et enormt navn i sit hjemland, og fremmødte fans har hængt hilsner og støttebannere op uden for hospitalet, hvor han er blevet behandlet.

30. oktober fyldte han 60 år.

/ritzau/