Færøsk håndboldspiller kan få debut på fodboldlandshold

Googler man navnet Hilmar Leon Jakobsen dukker der resultater op fra både fodbold- og håndboldverdenen.

Den 23-årige færing er noget så sjældent som en topspiller i begge sportsgrene.

Onsdag kan han få debut for Færøernes fodboldlandshold, der møder Litauen på udebane.

Kommer han på banen, kan han prale af at have spillet på landsholdet i to forskellige sportsgrene samme år.

12. januar lavede han tre mål, da Færøernes håndboldlandshold besejrede Luxembourg i en forgæves jagt på billet til næste års VM.

– Jeg er lidt målløs over det hele stadigvæk. Det er lidt surrealistisk. I 2019 havde jeg aldrig drømt om, at det her skulle ske i 2020, og alle spørger mig, hvordan det kan ske, siger han i et interview med bold.dk
Den alsidige spiller genoptog i foråret sin fodboldkarriere efter nogle års pause. Og derfra gik det stærkt.

Kort efter kom han på HB Torshavns førstehold og nåede 12 scoringer i den netop afsluttede sæson, hvor klubben endte som færøsk mester. Nu kan han altså få debut på landsholdet.

– Da året startede, tænkte jeg ikke engang, at jeg skulle spille fodbold igen og da slet ikke, at jeg skulle være færøsk mester og stå på A-landsholdet. Det har været en lidt underlig rejse, men jeg er glad for den, siger Hilmar Leon Jakobsen.

I Danmark har man historisk set flere eksempler på spillere, der har været på landsholdet i begge sportsgrene.

Mest berømt er fodboldlegenden Knud Lundberg, som spillede 39 gange på fodboldlandsholdet mellem 1943 og 1956. Sideløbende opnåede han 23 håndboldlandskampe. Derudover var han også på basketlandsholdet.

Et nyere eksempel er Jan Lauridsen, der spillede fire håndboldlandskampe i 1983 og 1984.

Siden kom han på AGF’s bedste fodboldhold som angriber. Han sikrede i 1986 klubbens seneste mesterskab ved at score sejrsmålet i en udekamp mod Herfølge.

To år senere blev han noteret for en A-landskamp, da han kom på banen for Richard Møller Nielsens OL-landshold i en kvalifikationskamp mod Vesttyskland.

/ritzau/