Svensk virolog: Aflys testkamp mod Danmark

Onsdag aften skal Danmark og Sverige mødes i en testkamp på Brøndby Stadion, men særligt det danske hold har store udfordringer på grund af coronapandemien.

Robert Skov og en massør fra den danske stab blev mandag testet positive for coronavirus, og landstræner Kasper Hjulmand, der selv er i isolation, må se bort fra mere end 20 spillere, der er ramt af coronapandemien på den ene eller anden måde.

Björn Olsen, der er svensk professor i infektionssygdomme, forstår ikke, at det fortsat er planen at afvikle testkampen. Han opfordrer klart til en aflysning.

– De (danskerne, red.) har et udbrud. Det er nemt at forestille sig, at flere bliver syge i en nær fremtid. Det rette vil være at sende spillerne hjem og isolere sig og reducere alle kontakter, siger Björn Olsen til Aftonbladet.

– Det lyder som en underlig begivenhed at spille en træningskamp midt i en pandemi med sammenfiltrerede hold og risiko for smittespredning. Det lyder lidt bizart, fortsætter han.

Allerede søndag måtte Kasper Hjulmand se bort fra de syv spillere, der til daglig spiller i England, fordi de på grund af britiske restriktioner ikke må rejse til Danmark og tilbage til England uden at skulle i 14 dages karantæne.

Siden har flere smittede spillere måttet melde afbud, og tirsdag måtte Hjulmand se bort fra yderligere en stor gruppe spillere, fordi de har været i nær kontakt med Robert Skov eller den smittede massør.

Også det svenske hold må stille amputeret op til kampen, der begynder klokken 19.30 onsdag.

/ritzau/