Solbakken bryder tavsheden: Jeg skal fortsat tælle til ti

FC Københavns tidligere mangeårige træner og manager Ståle Solbakken vender snart tilbage til Danmark fra Norge.

Det siger han i en podcast med mediet Hamar Arbeiderblad, skriver VG.

Ifølge avisen er det første gang, at Solbakken udtaler sig offentligt, efter at FCK sparkede ham ud.

– Hustru og datter bor jo der, og det er vel der, vi kommer til at opholde os, siger Solbakken om sit tilhørsforhold til Danmark.

Han blev for cirka en måned siden fyret med omgående virkning af FC København.

Solbakken afviser fortsat at kommentere den bratte afsked med FCK, som han gennem 13 år fordelt på to perioder førte til flere mesterskaber og andre triumfer.

Men han lægger ikke skjul på, at han føler sig uretfærdigt behandlet af den københavnske storklub.

– Jeg vil udtale mig, når den tid kommer, siger han og tilføjer om fyringen:

– Jeg skal fortsat tælle til ti.

Der gik ikke mange dage efter fyringen, før norske medier begyndte at spekulere i, om Solbakken kunne være i spil som landstræner for Norge. Men den slags overvejelser har den 52-årige nordmand slet ikke haft overskud til.

– Jeg har haft mere end nok med at fordøje det, som skete for en måned siden, siger Solbakken i Hamar Arbeiderblads podcast ifølge VG.

/ritzau/