Schmeichel til britisk regering: Kom nu til fornuft

De udvidede coronarestriktioner i Storbritannien for folk, der rejser til fra Danmark, har tvunget både Danmark, Island og Sveriges fodboldlandstrænere til at ændre på holdene til de kommende landskampe.

Grundet faren for udbrud af det muterede coronavirus fra mink i Nordjylland skal alle, som har været i Danmark eller kommer direkte fra Danmark til Storbritannien, i 14 dages karantæne.

Derfor har landstræner Kasper Hjulmand måttet se bort fra alle sine spillere fra engelsk fodbold. Det irriterer målmand Kasper Schmeichel fra Leicester, som er blandt de ramte.

– Det er politik. Jeg tror ikke, det har ret meget med videnskab at gøre. Regeringen har truffet en beslutning for nu, og jeg håber, den kommer til fornuft, siger Kasper Schmeichel ifølge Tipsbladet til The Telegraph.

For mens fundet af det muterede virus i Danmark kun har ført til skærpede restriktioner i syv nordjyske kommuner, bliver alle danskere skåret over én kam i Storbritanniens rejserestriktioner.

– Vi er meget beskyttede, vi er i en boble, vi bliver testet hele tiden. Jeg håber, jeg er i stand til at deltage i mindst én hvis ikke to af kampene, lyder det fra Schmeichel.

Han kommer helt sikkert til at misse testkampen mod Sverige, mens det endnu er uvist, om Nations League-kampen hjemme mod Island også ryger, hvis ikke der findes en ordning inden da.

Udekampen efterfølgende i Nations League mod Belgien burde ikke give problemer, da de engelskboende spillere kan rejse direkte til Belgien i værste fald.

/ritzau/