Guardiola og Klopp kræver fem udskiftninger tilbage

Da de europæiske ligaer i foråret blev genoptaget efter coronapausen, blev fem udskiftninger lanceret i de fleste ligaer på grund af de stramme kampprogrammer.

De fleste ligaer er fortsat med denne regel i den nye sæson – herunder den danske Superliga – men i Premier League er man gået tilbage til tre udskiftninger.

Det udtrykker managerne i Manchester City og Liverpool – henholdsvis Pep Guardiola og Jürgen Klopp – harme over, efter at deres klubber søndag spillede 1-1 i Premier League.

– I hele verden tillader man fem udskiftninger. I England føler man, at man har en særlig liga med kun tre udskiftninger, men vi beskytter ikke spillerne, siger Pep Guardiola.

Han henviser til Liverpools engelske landsholdsback Trent Alexander-Arnold, der måtte udgå med en skade søndag.

– Bare se på Trent Alexander-Arnold, en engelsk landsholdsspiller, der nu er skadet. Det er en katastrofe, siger spanieren og fortsætter:
– Denne kampkalender, der kommer efter en særlig sæson (der sluttede sent på grund af coronapandemien, red.), kræver ifølge min holdning, at fem udskiftninger kommer tilbage, for trænernes, spillernes og alles skyld. Det er svært at opretholde.

Klopp er helt på linje med sin kollega. Tyskeren mener, at det er mangel på lederevner, når Premier Leagues direktør, Richard Masters, ikke har taget sig af problemstillingen.

– Det (fem udskiftninger, red.) er ikke en fordel, men en nødvendighed, siger Klopp.

I søndagens storkamp klarede både Klopp og Guardiola sig dog fint med kun tre udskiftninger. Klopp foretog undervejs to udskiftninger, Guardiola blot én.

/ritzau/