Mål i sidste sekund annullerer Ronaldos matchvinderrolle

Juventus lignede længe en vinder af søndagens udekamp i Serie A, men på et mål i sidste sekund af tillægstiden fik Lazio på hjemmebane 1-1.

Som så mange gange før så Cristiano Ronaldo ud til at blive matchvinder, men Felipe Caicedo blev Lazio-helt i sidste sekvens.

Med det uafgjorte resultat ligger Juventus på tredjepladsen med 13 point for 7 kampe, mens Milan fører an med 16 point inden hjemmekampen mod Verona søndag aften. Sassuolo har 15 point.

Juventus trues også bagfra af Atalanta, der med en sejr senere søndag eftermiddag hjemme mod Inter kan komme på 15 point.

Lazio roder rundt i midten af rækken, men har også været plaget af coronavirus på det seneste.

Sådan var det også til søndagens kamp, hvor blandt andre målkongen Ciro Immobile var ude med den verdensplagende virus.

Set i det lys var Juventus favorit, men det var nu en ganske jævnbyrdig affære i Rom.

Efter et kvarter gik Juan Cuadrado til baglinjen, og han lagde bolden ind foran mål, hvor Ronaldo i det lille felt stemplede bolden i kassen til 1-0.

Den portugisiske stjerne har været vital i denne sæson, selv om han har været ude med coronavirus.

Han er nu oppe på seks Serie A-mål i sæsonen, hvilket kun Zlatan Ibrahimovic har gjort bedre foreløbigt med syv scoringer.

Men matchvinderrollen måtte Ronaldo sige farvel til søndag. I sidste tillægsminut brød Joaquín Correa igennem i feltet med snævre driblinger, og han fandt Felipe Caicedo, der sendte udligningen ind i det lange hjørne.

/ritzau/