Koeman bænkede Messi: Han døjer med småproblemer

For første gang i 14 måneder indledte fodboldstjernen Lionel Messi lørdag en Barcelona-kamp på bænken. Det var dog ikke af taktiske årsager, men af hensyn til nogle småproblemer, som Messi pådrog sig i onsdagens Champions League-kamp mod Dynamo Kiev.

Det siger Barcelona-træneren Ronald Koeman efter lørdagens 5-2-sejr over Real Betis i La Liga. Trods småskavankerne blev Messi skiftet ind i pausen og scorede to mål.

– Han er en spiller, som i princippet altid er på banen, men på grund af nogle småproblemer var han ikke klar til at være det i hele kampen.

– Messi sluttede kampen mod Dynamo Kiev med nogle problemer. Han var ikke i en tilstand, hvor han ville kunne spille fra starten af kampen mod Betis, men han ville kunne komme ind, hvis han følte sig tilpas, siger Koeman ifølge Reuters.

Stillingen var 1-1 i pausen, da Messi blev skiftet ind. Argentinerens tilstedeværelse på banen ændrede tydeligt kampen, mener holdkammeraten Jordi Alba.

– Hele truppen foretrækker, at Messi er på banen, for det giver åbenlyst en større mulighed for at vinde kampene. I dag (lørdag, red.) kom han ind og ændrede kampen. Han adskiller sig fra alle andre, og vi var et anderledes hold, da han kom på banen, siger Alba.

Blandt andet som følge af Messis to fuldtræffere hende Barcelona den første ligasejr efter fire pointtab i træk. Sejren var både tiltrængt og fortjent, siger Ronald Koeman.

– Det var en fortjent sejr. Vi fortjente også at have scoret endnu flere mål inden pausen, for vi havde mange chancer, og vi brændte et straffespark, så derfor måtte vi nøjes med stillingen 1-1.

– Men vi viste den samme gode indstilling i anden halvleg, og vi endte med at score fem mål i kampen – og vi kunne have scoret endnu flere. Det var en vigtig sejr, for vi havde virkelig brug for tre point efter vores seneste resultater, siger Barcelona-træneren.

Martin Braithwaite kom på banen i det 78. minut ved stillingen 3-2.

Barcelona står noteret for 11 point efter syv ligakampe. Atlético Madrid topper La Liga med 17 point for samme antal kampe.

/ritzau/