Førsteplads og nyt underlag: Sønderjyske-lejr jubler

Sønderjyske vandt søndag aften 3-0 i Horsens og kan dermed gå ind til landskampspausen som Superligaens førerhold med ét point til nærmeste forfølger.

På trods af den store succes i stillingen ville Glen Riddersholm efter kampen hellere snakke præstation end tabel.

– Jeg er glad for præstationen. Vi spillede en moden udebanekamp, hvor vi forsvarede vores felt godt, siger Sønderjyske-træneren, som også kort opsummerede dagen:

– Et dødboldsmål, en tremålssejr og et clean sheet. Det har været en god søndag.

Venstrebacken Marc Dal Hende havde modsat sin cheftræner ikke noget imod at glæde sig offentligt over superligastillingen.

– Det er fantastisk at ligge nummer et. Lige nu kører det, og vi skal blive ved med at ride på den bølge, lyder det fra den hårdtarbejdende back.

Sejren kommer efter en tumultarisk uge, hvor Sønderjyske har været nødsaget til at skifte træningsbaner fra Haderslev til Bramdrupdam nær Kolding.

Det er en beslutning, der mildt sagt glæder cheftræneren.

– Det pissede rundt om ørerne på os otte træningsdage i streg i Haderslev. At vi nu er kommet til Bramdrupdam har givet os fire-fem træningspas uden skader.

Også Marc Dal Hende er glad for skiftet af underlag.

– Træningsbanerne i Haderslev var ikke gode nok og gav en del skader. Og nu har vi fået en god start efter skiftet til Bramdrupdam med en sejr her i Horsens.

I første omgang har Sønderjyske lejet sig ind på træningsanlægget i Bramdrupdam for resten af år 2020.

I næste uge spiller Sønderjyske pokalkamp i Skive, og efter landskampspausen skal Superligaens førerhold en tur til Odense for at møde OB.

/ritzau/