Chelsea sprudler i klar sejr efter bundprops chokstart

Topholdet Chelsea snuppede lørdag aften en pligtsejr mod Premier Leagues agterlanterne, Sheffield United, og sprudlede undervejs med mange flotte angreb i sejren på 4-1.

Sheffield United chokstartede ellers ved at komme foran i indledningen, men måtte efter 90 minutter se et nyt nederlag i øjnene. Holdet har blot hentet ét point i otte kampe.

Chelsea, der var uden danske Andreas Christensen i truppen, sprang op på tredjepladsen med 15 point for 8 kampe, et point efter Southampton og Liverpool.

Chelsea pressede fra begyndelsen og havde en tidlig chance, men fik sig alligevel en forskrækkelse efter ni minutter.

Efter et smukt gennemspillet angreb med mange afleveringer havnede bolden i feltet hos David McGoldrick, der med hælen dirigerede bolden i mål til 1-0.

Chelsea intensiverede blot presset, og det kunne ikke blive ved med at gå godt for udeholdet.

Midtvejs i halvlegen skulle udligningen da også komme. Mateo Kovacic serverede fra højre side, og Tammy Abraham sparkede bolden i mål ved fjerneste stolpe.

Ti minutter før pausen kom Chelsea også foran. Efter et hjørnespark sendte Hakim Ziyech bolden ind i feltet, hvor Ben Chilwell ved den bageste stolpe bugserede bolden i nettet med låret.

Chelseas angrebsiver var en smule aftagende i dele af anden halvleg, men holdet spillede stadig flot angrebsfodbold, og i det sidste kvarter kulminerede det med yderligere mål.

I det 77. minut headede Thiago Silva en hjørnesparksbold fra Ziyech i nettet, og bare fire minutter senere afsluttede Timo Werner klinisk efter et angreb, hvor set alle Chelsea-spillere nåede at røre bolden.

/ritzau/